Vi har tidligere omtalt at det står skidt til i forhold til hvor meget frugt og grønt vi danskere spiser dagligt. Ifølge den nationale sundhedsprofil 2017 får kun 10% af danskerne de anbefalede 600 g frugt og grønt totalt set.
Ser man kun på frugten er der dog en del, der spiser det dagligt. I den nationale sundhedsprofil fra 2017 svarede 52,2% af de 171.430 personer at de spiste frugt dagligt. Ser man på mænd og kvinder hver for sig, så er det 44,8% af mændene og 59,3% af kvinderne der som minimum spiser 1 stykke frugt pr. dag. Her må der altså siges at være en stor forskel kønnene imellem. Ser man på fordeling på alder, så spiser de yngre mindst og de ældre mest frugt. Blandt de 16-24årige er det kun 47,9% der spiser frugt dagligt mens det blandt de 65-74årige er 56,7%.
Grundlæggende skal du ikke være nervøs for at spise frugt! Frugt tæller ikke med som tilsat sukker og holder du dig til anbefalingerne om ca. 100-300 g frugt i gennemsnit pr. dag, så er det en vigtig del af en sund kost. Frugt er et rigtig godt valg som mellemmåltider eller som et sødt indslag oven på havregryn eller skyr til morgenmaden. Frugt er også godt som dessert fx som et æble bagt i ovnen med lidt marcipanfyld eller bare strøet med kanel- eller vaniljesukker. Frugtgrød kan også være et godt dessertvalg, men selvfølgelig helst med et minimum af tilsat sukker til grøden.
Hvis du har gode tips eller opskrifter med frugt, så må du meget gerne dele det med os!