Både Anne Louise og jeg har indimellem behov for at flytte vores træning hjem i stuen. Selv om vi begge nyder at komme ud på en løbetur eller nyder alenetiden uden vores ellers meget skønne børn i træningscenteret, så kan tid/arbejde/syge børn eller andre af livets udfordringer forhindre planen om at komme ud og dyrke motion. Derfor har vi begge igennem årene investeret i flere muligheder for at rykke træningen hjem i stuen (eller hvor du nu er heldig at kunne skabe lidt plads). Vores absolutte favorit er TRX’en!
Hvad er en TRX?
Forkortelsen står for Total body Resistance Excercise, og TRX er kort fortalt et stroppesystem, hvor du bruger din egen kropsvægt til at træne styrke, smidighed, balance og kondition. Den sættes op i en døråbning (husk gerne at døren helst skal kunne låses, så der ikke lige kommer nogen og åbner mens du hænger i stropperne) eller udenfor. Vores lille bitte have i rækkehuset herhjemme er 2 plan, så jeg kan sætte min TRX på rækværk og så træne på fliserne nedenunder. Så en TRX kræver kort sagt ikke ret meget plads!
Som med al anden træning er det en god idé at starte stille op og man kan finde et hav af træningsvideoer til TRX’en på youtube. Så start gerne med “TRX for beginners”, så man lige får en fornemmelse for hvad man kan med sin TRX.
Hvis du er blevet frisk på at prøve TRX derhjemme, så finder du et link til at købe din egen lige her!